Jordforurening er et stærkt reguleret område med stor bevågenhed fra vores politikere og kommunale forvaltninger – og med god grund.
Historisk har mennesker henkastet affald og giftige spildprodukter på måder, som vi i dag anser for
fuldstændig grotesk og uanstændigt. Dette har blandt andet givet anledning til de såkaldte
generationsforureninger, hvor miljøet har lidt omfattende og varig skade, og der er løbende politiske drøftelser af, hvordan og hvornår der skal ryddes op efter fortidens synder.
Særligt gennem de sidste ca. 30 år har man dog gradvist vedtaget lovgivning med henblik på at forhindre lignende forureningssituationer og at forebygge at eksisterende forurening spredes ukontrolleret.
Der er ligeledes i dag et omfattende overblik over, hvor der enten er kendt og konstateret forurening og på hvilke steder og i hvilke områder, man mere eller mindre konkret mistænker en forurening.
V1- og V2-kortlægning
Et eksempel herpå er en offentlig kortlægning af konkrete, isolerede forureningsarealer, som udføres og forvaltes af de danske Regioner. Man taler om forurening på ”Vidensniveau 1” (V1) eller ”Vidensniveau 2” (V2). Begge dele dækker over en meget konkret viden om forurening på en eller flere matrikler.
Med Vidensniveau 1 menes at Regionen har kendskab til en konkret historisk aktivitet (virksomhed eller andet) på den konkrete matrikel, som kan have medført forurening. Dette kunne f.eks. være en tankstation, som nu er nedlagt. Men på vidensniveau 1 har man endnu ikke aktivt undersøgt forureningen videnskabeligt.
På Vidensniveau 2 har myndighederne aktivt undersøgt et V1-kortlagt areal og konstateret forureningen, og de har derfor et meget nøjere billede af typen og omfanget af forureningen – og dermed et højere ”vidensniveau”.
Områdeklassifikation
En mildere forureningskortlægning er foretaget af de danske Kommuner og kaldes Områdeklassifikation. I modsætning til V1- og V2- kortlægning er der ikke tale om konkret viden eller mistanke på konkrete matrikler. I stedet er Områdeklassifikation en udpegning af større områder – typisk i byområder – hvor man forventer en forhøjet risiko for at støde på mere diffus forurening – ganske enkelt på grund af menneskeligt ’slid’ på området i form af færdsel og (især tidligere tiders) almindelig omgang med affald m.v.
Hvis man flytter jord fra et områdeklassificeret område, skal man betragte jorden som ”lettere forurenet” og bortskaffe den på et dertil godkendt modtageanlæg. Alternativt kan man få foretaget
laboratorieanalyser og (forhåbentlig) dokumentere, at jorden er ren og dermed kan bortskaffes som ren jord (hvor reglerne er lempeligere).
Pesticidforurening
Pesticider har i de seneste år været meget omtalt og debatteret i forbindelse med et stigende antal fund af pesticider i drikkevandsboringer.
Det er væsentligt at notere sig, at denne pesticidforurening lovgivningsmæssigt betragtes anderledes end oven for nævnte forurening med f.eks. olier eller tungmetaller, idet det er ulovligt at hælde olie ud på jorden, mens det jo fortsat er lovligt for landmænd at sprøjte med (godkendte) pesticider på en mark.
Derfor betragtes pesticider i virkeligheden ikke lovgivningsmæssigt som forurening set i relation til flytning og nyttiggørelse af jord.
Dette til trods er det naturligvis et vigtigt samfundsansvar, at der ikke sker nedsivning af pesticider til vores drikkevand, og pesticider kan derfor i enkelte projekter være en faktor, som myndighederne betragter i forbindelse med godkendelse af jordanlæg.
